Den styrkede pædagogiske læreplan

Hvordan understøtter vores pædagogiske læringsmiljø børnenes alsidige personlige udvikling?

Alsidig personlig udvikling er en dannelsesproces, hvor igennem barnet opbygger selvværd, selvtillid, kompetencer og erfaringer.
Børn udvikler sig i samspil med omverdenen, idet de spejler sig i andre børn og voksne. Det er derfor vores opgave at skabe læringsmiljøer, hvor børnene møder anerkendelse og tillid, så de føler sig trygge og tør udforske egen formåen.
Som voksne skal vi guide, støtte og sætte ord på børnenes oplevelser og erfaringer. Vi skal udfordre og motivere børnene på en passende måde, hvor vi hele tiden har deres nærmeste udviklingszone for øje.
En del af at være livsduelig er også at lære at tackle forskellige oplevelser og følelser gennem livet – både de positive, negative, svære og sjove. Det er vores opgave at støtte børnene gennem disse oplevelser, så de lærer at forholde sig til alle livets aspekter.
Vi ved at alle børn er forskellige, og derfor har brug for at blive udfordret, opmuntret og guidet forskelligt. For at møde det enkelte barn bedst muligt, har vi derfor brug for at opbygge nære og tillidsfulde relationer til børnene.

Praksiseksempel – personlig udvikling i vuggestuen:
Børnene har sovet til middag, og er i gang med at få tøj på efter luren. Den voksne har taget tøjet med ind på stuen, så der er plads til at børnene selv kan tage tøj på. En dreng tager sin bukser op, går over mod den voksne og rækker bukserne frem. Den voksne siger ”Vil du gerne have hjælp til at tage tøj på?” Drengen rækker igen bukserne frem. Den voksne siger ”Hvis du starter med at tage fødder igennem buksebenene, så hjælper jeg med at hive bukserne op”. Drengen sætter sig ned og begynder at tage bukserne på. Det tager tid, han skal både finde åbningen i bukserne, stikke fødderne ind og hive op i buksebenene. Den voksne kommer med opmuntrende udsagn undervejs såsom ”nu har du fået den ene fod ud, sådan!” Til sidst rejser drengen sig, bukserne er på benene og hænger nu lige under numsen. Han kommer igen over til den voksne, som siger ”Sådan du klarede det, nu skal jeg hjælpe dig med det sidste”, og hiver bukserne op over numsen.

Pædagogisk refleksion:
I Baunevangen har vi et ordsprog der lyder, at hver gang vi gør noget for barnet som det selv kan, fratager vi barnet læring. Det er dette et godt eksempel på. Den voksne italesætter barnets initiativ om hjælp, og guider ham til hvordan han selv kan klare opgaven. Samtidig ved hun også at det er svært at få bukserne det sidste stykke op, og at drengen ikke motorisk kan det endnu, så hun tilpasser opgaven hans kompetencer, så det bliver en succesoplevelse. Undervejs opmuntrer den voksne drengen, så han ikke mister modet. Til sidst anerkender hun hans præstation og spejler hans glæde ved selv at have klaret det.

Praksiseksempel – personlig udvikling i børnehaven:
Der skal laves pasta med kødsovs på bålet og børnene er med til at tilberede råvarerne. De sidder og skærer grøntsagerne ud til kødsovsen. En dreng sidder og skærer selleri og siger ”dem her kan jeg ikke lide”. ”Okay” siger den voksne, ”har du smagt dem før?”. Drengen svarer at det har han ikke. Den voksne siger ”så synes jeg du skal prøve at smage dem når maden er færdig. Nu har du selv skåret dem, og måske kan du lide dem”.
Da maden er færdig og børnene sidder og spiser, opfordrer den voksne igen drengen til at smage på grøntsagen. Drengen smager, krøller munden sammen og siger ”dem kan jeg ikke lide!”. ”Ok” siger den voksne, ”men det var godt du var madmodig og smagte”.

Pædagogisk refleksion:
Børnene er inddraget i tilberedelsen af maden af flere grunde. De får en forståelse af ’jord til bord’ processen, de øver sig motorisk i at skære, de lærer noget om dagliglivets rutiner og de føler stolthed og ejerskab ved at lave deres egen mad.
Drengen har en antagelse om at han ikke kan lide en bestemt grøntsag. Den voksne underkender ikke hans udtalelse, ved f.eks. at sige det er fjollet, eller at det må han ikke sige når han ikke har smagt den. I stedet spørger hun nysgerrigt ind til hans udtalelse, og får ham til at tænke mere over det. Samtidig opmuntrer hun ham til at smage, fordi hun ved at børnene ofte er mere åbne for at smage på mad de selv har været med til at lave.
Da drengen smager på grøntsagen og stadig ikke kan lide den, respekterer den voksne hans svar og anerkender hans madmod. På den måde styrker hun både hans selvværd og selvtillid.

Praksiseksempel – personlig udvikling hos Hjortene:
Der er håndværkere i huset, og de borer så det larmer i hele huset. En dreng bliver forskrækket over lyden, holder sig for ørene, begynder at smågræde og siger ”det larmer, larmer”. ”Ja” siger en voksne, ”det larmer, det kan du ikke lide”.
Larmen kommer og går flere gange og hver gang reagerer drengen på samme måde.
I løbet af formiddagen stopper håndværkerne, og larmen er der ikke mere. Men resten af dagen udbryder drengen flere gange ”det larmer” og holder sig for ørerne. Den voksne siger ”ja det larmede, det kunne du ikke lide, men nu er det slut”.
Da drengen bliver hentet, fortæller den voksne hans mor at der har været håndværkere, det larmede og drengen reagerede på det.

Pædagogisk refleksion:
Drengen er sensitiv over for sanseindtryk, og lyden af boremaskinen har været mere voldsom for ham, end det ville være for mange andre. Det ved den voksne, så hun spejler hans oplevelse og sætter ord på hans følelser.
Drengen har en autisme spektrum forstyrrelse, som bl.a. betyder at han har brug for mange gentagelser for at bearbejde hans oplevelser. Derfor taler han om larmen mange gange resten af dagen. Det ved den voksne, og derfor gentager hun sine svar til ham, fordi hun ved at han har brug for gentagelser, og ikke brug for nye svar, lange forklaringer eller afledninger.
Ved at den voksne fortæller moren om dagen, klæder hun også moren på til at hun kan spejle, anerkende og sætte ord på sin søns oplevelse.

Hvordan understøtter vores pædagogiske læringsmiljø børnenes sociale udvikling?

Børn udvikler deres sociale kompetencer i samspil med andre. I Baunevangen forstår vi sociale kompetencer som at opbygge relationer, udvise empati, selv at have indflydelse på fællesskabet og lade andre have indflydelse. Sociale kompetencer handler om at indgå i fællesskaber og have deltagelsesmuligheder. Det handler også om at lære at alle er forskellige og udvise respekt og rummelighed.
Når mennesker skal omgås hinanden, er der en række sociale spilleregler, og det er vores opgave at skabe læringsmiljøer hvor børnene øver og lærer disse spilleregler. Her spiller legen igen en essentiel rolle, da børnene gennem leg får mulig for at forhandle, opbygge venskaber og afprøve grænser.
At lære at håndtere konflikter er en væsentlig del af social udvikling. Vi ser ikke konflikter som noget der skal undgås, de er en naturlig del af livet. Derfor er det vigtigt at v skaber læringsmiljøer hvor børnene får mulighed for at lære at håndtere konflikter, hvilket indebærer at lære at sætte egne grænser, respektere andres grænser, finde kompromiser og håndtere store og svære følelser.

Praksiseksempel – social udvikling i vuggestuen:
En lille gruppe børn leger ved legekøkkenet. Den voksne sidder på gulvet og ’spiser’ den mad hun får serveret. En pige har en tallerken i hånden, som en anden pige pludselig tager ud af hånden på hende. Den pige der havde tallerkenen, begynder at græde. ”Hov” siger den voksne, ”den tallerken havde Julie, du skal lige give hende den tilbage”. Pigen der har taget tallerkenen siger ”nej!” og trykker tallerkenen ind mod maven. ”jo” siger den voksne, ”det er du nødt til, Julie var ikke færdig med at lege med den. Men måske kan du Julie, finde en anden tallerken til Kaya?” Julie samler en anden tallerken op og rækker den over mod den voksne. ”Ja lige præcis” siger den voksne, ”så kan du spørge Kaya om hun vil have den”. Julie rækker tallerkenen frem og hende og Kaya bytter tallerken, og legen fortsætter.

Pædagogisk refleksion:
Pigerne er ikke så gamle, og har endnu ikke lært den sociale spilleregel om at man ikke må tage hinandens legetøj. Den voksne støtter og guider dem gennem konflikten, både ved at sætte ord på deres oplevelser, og vi at give dem handlemuligheder, så de kan komme ud af konflikten. Hun skælder ikke Kaya ud, for vi ved at skæld ud ikke hjælper, det nedbryder kun børn og ødelægger deres selvværd. I stedet appellerer hun til pigerne gryende empati, og begge piger kommer ud af konflikten på en god måde.

Praksiseksempel – social udvikling i børnehaven:
En gruppe pigerne leger ude på legepladsen. Først leger de i sandkassen, men efterhånden rykker legen sig hen mellem træerne, om bag skuret og rundt omkring. Undervejs udvikler legen sig, pigerne skifter roller, først skal de på arbejde, så skal de ud og rejse og så noget tredje.

Pædagogisk refleksion:
Pigerne øver sig i, og bruger deres sociale kompetencer. De forhandler legen, de indgår kompromiser og de styrker deres venskab.
I sådan en situation spiller de voksne ingen rolle. Muligvis ville det blive oplevet som forstyrrende, hvis den voksne blandede sig, for pigerne er i flow.

Praksiseksempel – social udvikling hos Hjortene:
Det er morgen. En dreng sidder i sofaen med en iPad. Ud ad vinduet kan han se, at et af de andre børn kommer gående med sin mor. Han kaster iPad’en i sofaen og udbryder ”nu kommer Jonas, nu kommer Jonas”. Han løber hen til døren og venter på at Jonas kommer ind med sin mor. Da de kommer ind, udbryder drengen igen ”nu kommer Jonas, nu kommer Jonas”. Den voksne der er gået med hen for at tage imod Jonas siger ”ja Jonas er kommet, du bliver glad for at se ham”. ”Ja sikke en dejlig velkomst” siger Jonas’ mor. Jonas står og smiler.

Pædagogisk refleksion:
Drengen har tydeligvis en relation til Jonas, og er glad for at se ham. Den voksne sætter ord på hans følelser, både for drengen egen skyld og for Jonas’.
En del af børnene hos Hjortene har nogen udfordringer, som gør at de har svært ved at lære sociale spilleregler, eller finde glæden i socialt samspil. Derfor er det betydningsfuldt at se drengen reagere med sådan en glæde.

Hvordan understøtter vores pædagogiske læringsmiljø børnenes kommunikation og sprog?

Alle mennesker har brug for at føle sig hørt og forstået, og kommunikation er en vigtig adgangsbillet til at indgå i fællesskaber og opbygge relationer.
Det er gennem kommunikation og sproglig udvikling at børn tilegner sig og forstår verden. Når man har et ord eller et begreb for noget, kan man integrere det i sin forståelsesverden. Kommunikation er tæt forbundet med følelser, både at kunne udtrykke egne følelser og forstå andres.
Det er vores opgave at være sproglige rollemodeller for børnene. Vi skal lytte, fortælle, stille spørgsmål, synge, rime osv. Vi er opmærksomme på at børnene skal være i sprogrige miljøer. Det indebærer f.eks. at vi bruger sproget nuanceret, at vi siger ”prøv at tage den puslespilsbrik med de grønne og blå farver” og ikke bare siger ”prøv med den der” og peger.
Kommunikation rummer både det verbale sprog og det nonverbale. Derfor kommunikerer børn ligeså meget med deres kropssprog og mimik, hvilket vi er opmærksomme på og sætter ord på. Samtidig bruger vi også vores kropssprog til at understøtte det vi siger til børnene. Vi anvender kropssprog, mimik, gestik og øjenkontakt til at kommunikere og vise børnene at vi forstår dem.

Praksiseksempel – sprog og kommunikation i vuggestuen:
En voksen skal have læseleg med 3 børn. De går op i læserummet, som er indrettet til formålet. Der er bl.a. en sofa, reoler med papir og farver, og en bogreol fyldt med bøger. Børnene sætter sig i sofaen sammen med den voksne. De har allerede lavet læseleg nogle gange, så børnene kender historien. Den voksne læser bogen, undervejs stopper de op og taler om hvad der sker, og taler særligt om nogen bestemte ord i bogen. Da de er færdige med at læse, går de ned og leger på stuen.
Senere på dagen udfylder den voksne en seddel fra læselegsmaterialet, hvor hun skriver hvem der har været med, hvilken bog de har læst og hvilke ord de har talt særligt meget om. Den hænger hun op på døren til stuen, så forældrene kan se den.

Pædagogisk refleksion:
Læseleg er et pædagogisk redskab man bruger til at understøtte børns sproglige udvikling gennem dialogisk læsning. Ved at læse den samme bog gentagne gange øger man børnenes ordforråd, og man øver deres kommunikative kompetencer ved at tale om og lade dem genfortælle historien.
Vi har et rum specifikt indrettet til at lave dialogisk læsning, fordi det giver ro og skaber overskud hos børnene at de kommer ind i et rum, hvor de ved på forhånd hvad der skal ske og hvad man kan lave i rummet. Samtidig giver det også mulighed for at materialet er let tilgængeligt i hverdagen.
Ved at de voksne hænger en seddel op med særlige ord fra bogen, understøtter hun sammenhængen mellem institutionen og hjemmet. Forældrene for mulighed for at tale med deres børn om hvad de har lavet den dag, og tale om de samme ord fra bogen. Dermed oplever børnene en meningsfuld sammenhæng mellem de forskellige arenaer i deres liv.

Praksiseksempel – sprog og kommunikation i børnehaven:
Det er mandag og der er formiddagssamling. Børnene sidder fordelt ved bordene og spiser formiddagsmad. Ved hvert bord sidder der en voksen. Den voksne spørger børnene om hvad de har lavet i weekenden. De får lov til at fortælle efter tur. Den voksne spørger nærmere ind til nogen af de ting børnene fortæller. Nogen af børnene er lidt længere tid om at svare, men den voksne giver dem tid og lader dem svare i deres eget tempo. Et andet barn begynder at tale men den voksne siger ”vi skal lige høre Julius først, så bliver det din tur om lidt”. Et af børnene taler lidt utydeligt og grammatisk forkert. Den voksne gentager den pigen siger med korrekt udtale.

Pædagogisk refleksion:
Under et måltid er der rige muligheder for at have fokus på kommunikation og sprog. Den voksne spørger ind til noget der interesserer børnene, og dermed øger deres fortællelyst. De øver sig i at lytte til hinanden og vente på tur. Den voksne er opmærksom på turtagning i dialogen med hvert barn, og stiller åbne spørgsmål der giver barnet mulighed for at fortælle mere.
Hun retter ikke på det barn der har forkert udtale, men gentager bare naturligt dét barnet siger, med korrekt udtale.
Hun giver børnene tid til at svare, fordi vi ved at nogen børn skal bruge længere tid til at formulere sig inde i hovedet, førend de siger noget. Dermed lærer børnene også noget om forskellighed og rummelighed.

Praksiseksempel – sprog og kommunikation hos Hjortene:
Et af børnene hos Hjortene har ikke noget sprog, og tager få kommunikative initiativer. Personalet introducerer ham for pecs i spisesituationerne, som er et redskab til kommunikation via billedudveksling. Til hvert måltid er der billeder af den mad der er på bordet. De voksne viser drengen at han skal give dem et billede, hvis han gerne vil have noget af maden. Efter nogen dage begynder drengen at kommunikere via pecs, han rækker billedet af den mad han gerne vil have til den voksne som siger ”du vil gerne have spegepølse, værsgo” og rækker ham maden. Drengen begynder også at hente billeder fra sin pecs mappe af mad som ikke er på bordet, men som han hellere vil have.

Pædagogisk refleksion:
For nogen børn er det ikke naturligt at kommunikere, de kan ikke se formålet med det. Vi ved at kommunikation er essentielt for at begå sig i livet og opnå en følelse af selvstændighed, og derfor bruger vi vores definitionsmagt til at insistere på at drengen skal lære at kommunikere. Samtidig har vi respekt for at hans udvikling er anderledes end de fleste andre børns, og vælger derfor en alternativ kommunikationsform, som vi antager drengen vil få en succesoplevelse med. Vores mål er at han skal begynde at se værdien af kommunikation, og vælger et område der er højmotiverende for ham, nemlig mad – ’hvis jeg kommunikerer får jeg noget jeg gerne vil have’. Med tiden håber vi at kunne udvide områderne for kommunikation, så han får mulighed for at give udtryk for ønsker og behov i andre sammenhænge.
At drengen begynder at anvende pecs billederne, viser at han forstår intentionen og at det giver mening for ham. Han begynder endda at udvide kommunikationen ved at bringe billeder i spil som ikke ligger fremme, men som viser mad han rigtig godt kan lide.

Hvordan understøtter vores pædagogiske læringsmiljø udviklingen af børnenes krop, sanser og bevægelse?

For børn sker al læring og udvikling gennem kroppen og sanserne.
Gennem bevægelse arbejder vi med at udvikle børnenes motoriske færdigheder, opbygge deres kropsbevidsthed og stimulere deres sanser. Et fokus på disse aspekter af barnets udvikling har også betydning for andre områder såsom selvværd, sociale kompetencer, samt sproglig og følelsesmæssig udvikling. Følelser har altid en kropslig dimension, man kan fysisk mærke når man er ked af det, glad, træt, spændt osv.
I Baunevangen skaber vi læringsmiljøer der giver børnene mulighed for at lære deres krops fysiske formåen at kende. Vi giver også mulighed for risikofyldte lege, da det giver børnene styrke og mod og de lærer deres egne grænser at kende.
Vi er bevidste om at skabe alsidige læringsmiljøer hvor der både er plads til vilde fysiske udfoldelser, fordybelse i finmotoriske aktiviteter og rolige stunder hvor børnene kommer ned i arousal og kan mærke dem selv i verden.
Sanser handler både om grundsanser (taktil sans, vestibulræ sans og muskel-led sans) som vi stimulerer gennem bevægelseslege og anden fysisk aktivitet, men også om syns-, smage-, lugte- og høresansen som vi f.eks. stimulerer ved at høre stemningsfuld musik, smage på forskellig mad, dufte til naturen osv.
De voksne er rollemodeller for børnene og derfor deltager vi aktivt i de fysiske lege og aktiviteter.

Praksiseksempel – krop, sanser og bevægelse i vuggestuen:
En voksen er på stuen med en lille gruppe børn. Hun henter de elektriske fodbade og stiller dem op i en rundkreds. Ved hvert fodbad stiller hun en børnestol. Hun kalder børnene hen til fodbadene og siger til dem de skal tage bukser og strømper af. Et par af børnene kender fodbadene og går straks i gang med at tage tøjet af. Et enkelt barn kigger på situationen og forholder sig passivt. De andre børn er klar og sætter sig på stolene og sætter fødderne op i fodbadene. Den voksne spørger om hun skal tænde for boblerne og børnene siger ”jaaaaa”. Det sidste barn kigger stadig på hvad de andre laver.
Børnene sidder noget tid med fødderne i vandet. De tramper, pjasker og klapper begejstret. Den voksne siger ting som ”ja det er sjovt” og ”uh det kilder lidt” og ”ah er det ikke dejligt”. På et tidspunkt tager hun det barn der kigger på i hånden og siger ”skal jeg hjælpe dig med at tage tøjet af?”. Barnet lader hende tage strømer og bukser af, og hun sætter barnet på stolen. ”Prøv at sætte fødderne op i” siger den voksne. Forsigtigt sætter barnet fødderne i vandet. Først ser barnet lidt urolig ud, men langsomt slapper barnet af i kroppen og sidder med fødderne i vandet. ”Ah er det ikke rart?” siger den voksne.

Pædagogisk refleksion:
Den voksne sætter ord på børnenes oplevelse af, at et fodbad stimulerer sanserne på flere forskellige måder. Det føles vådt og kan både være opkvikkende, fordi det kilder, og afslappende. Når de tramper med fødderne, så pjasker vandet, og det føles lidt koldt når en lille smule vand rammer kroppen.
Den voksne giver også plads til at børnene indtager sanseoplevelsen i forskelligt tempo. Nogen af børnene er trygge ved aktiviteten og elementet og kaster sig ud i det med det samme. Men et enkelt barn er mere tilbageholdende. Den voksne lader barnet observere i noget tid, indtil hun opfordrer barnet til at være med, og tilbyder sin hjælp. Hun udfordrer barnet tilpas, ved at opfordre det til at tage fødderne op i vandet, men vurderer at det vil være for voldsom en oplevelse hvis hun tænder for boblerne. Hun aflæser barnets kropssprog og italesætter sanseoplevelsen.

Praksiseksempel – krop, sanser og bevægelse i børnehaven:
En børnehavegruppe skal på tur til et af favoritudflugtsmålene, en legeplads som børnene selv har døbt ’stærk mandslegepladsen’. Det kalder de legepladsen fordi der er mange muligheder for at bruge sine muskler. Der er et reb man kan klatre op af, man kan gå armgang, klatre højt op, rutsje mv.
Henne ved legepladsen går børnene i gang med at lege. De udvælger sig den fysiske udfordring som de synes er sjovest. De voksne kommer med positive opmuntringer, tilbyder en hjælpende hånd og lign.
På vejen tilbage taler de om at de skal hjem og spise meget frokost, for de har brugt deres krop rigtig meget, og nu er de sultne.

Pædagogisk refleksion:
Legepladsen rummer mulighed for at alle børnene kan udfordre sig selv forskelligt. Når et barn sidste gang kunne klare tre stænger i armgangen, men denne gang kan klare fire, styrker det både barnets motoriske udvikling, selvværd og selvtillid.
De voksnes rolle er at være understøttende ift. børnenes leg. De italesætter børnenes succesoplevelser, opmuntrer børnene til at udfordre sig selv, agerer ’sikkerhedsnet’ hvis et barn er i tvivl om det kan klare at komme op ad rebet og styrker børnenes relationer når de inddrager børnene f.eks. ved at sige ”kan du vise hvordan man kommer op ad rebet?”.
Børnene får udviklet deres kropsbevidsthed når de på vejen hjem taler om at de er ekstra sultne. På den måde lærer de noget om hvordan kroppen fungerer når man er fysisk aktiv.

Et lidt anderledes praksiseksempel – krop, sanser og bevægelse hos Hjortene:
De fleste af børnene hos Hjortene har særlige behov ift. deres sansemæssige udvikling. Enten er de ekstra sensitive omkring deres sanser og oplever lyde, berøringer, lugte mv. meget kraftigere, eller også har de brug for ekstra kraftige sansestimuli for at registrere dem. Det kan f.eks. være at de godt kan lide hårde kram, at blive børstet på huden med en ru børste eller at de ikke mærker det når de falder og slår sig.
Kendetegnende for mange af børnene er, at de har svært ved at komme ned i arousal og være roligt til stede i egen krop. Vi har derfor en lang række redskaber som vi benytter i hverdagen, for at hjælpe børnene med at finde kropslig ro. Det er f.eks. kædevest, kuglepuder, fodstøtter, tyngdekrammedyr og hængekøjer. Vi har indrettet en sanserum som er Snoezel-inspireret, hvilket vil sige et rum hvor man kan arbejde fokuseret med specifikke sanser.
Mange af børnene har i løbet af dagen brug for en pause, hvor de sidder med en sansestimulerende aktivitet. Det kan være kinæstetisk sand, en kasse med bønner, massagebolde eller andet.

Praksiseksempel – natur, udeliv og science i vuggestuen:

Det er vinter, og nattefrosten er begyndt. Den voksne vil gerne vise børnene noget om hvordan vand kan fryse. På legepladsen tager de små sandforme og lægger pinde, sten og andet fra legepladsen i dem. Derefter fylder de dem med vand. Til sidst lægger de de fyldte forme under en stor plastik ’tummelums’, så de ikke bliver væltede. Den voksne fortæller børnene at hvis de venter til næste dag, så er der sket noget med vandet. Børnene er meget opslugte af processen, og resten af dagen løfter børn og voksne i fællesskab mange gange på ’tummelumsen’ for at kigge til om formene stadig er der.
Dagen efter går de igen på legepladsen, og kigger til formene, og glæden er stor! Vandet er delvist frosset, og børnene kan nu mærke på isen, og se de forskellige ting igennem dem.

Pædagogisk refleksion:
Den voksne skaber en proces hvor børnene er inddragede hele vejen. Hun tager udgangspunkt i noget af det, som naturligt optager børn i den alder, nemlig at samle ting og vand. Frem for f.eks. at lave isterninger, får hun både vist børnene noget om årstider, naturfænomener og sammenhænge. Dermed understøttes børnene gryende bevidsthed på disse områder.
Samtidig har den voksne forståelse for at tålmodighed er en svær ting for børn i vuggestuealderen, og hun bliver ved med at kigge til formene sammen med børnene. Børnene vil også rigtig gerne fortælle om det til andre, der kommer ind på stuen i løbet af dagen og de peger begejstret ud ad vinduet. Den voksne understøtter børnene ved at sætte ord på sammen med dem. Hun laver også et opslag med billeder på Aula, så forældre kan snakke med deres børn om der derhjemme, og dermed oplever børnene sammenhæng mellem institution og hjem.

Praksiseksempel – natur, udeliv og science i børnehaven:
I børnehaven er de i gang med at lave plantekasser. Børnene er med i hele processen, de stabler paller, sætter kasser op, fylder jord, sår, planter og vander.
Efter noget tid kan de høste de første rabarbere, og så bliver der lavet rabarbersaft over bål på legepladsen.

Pædagogisk refleksion:
Der er mange læringsprocesser for børnene i projektet. De lærer om hvordan tingene kommer fra jord til bord, når de er med til at fra at plante, passe, høste og tilberede frugt og grønt. De lærer om hvordan man passer frugt og grønt så det vokser – hvor meget vand skal der til, er der forskel på jord, hvad er gødning osv.
Deres ansvarsfølelse udvikles også, når de er med til at passe bedene. De lærer at passe på naturen, og ikke hive blade af træer og buske, og ikke hive ting op af jorden før de er klar.

Praksiseksempel – natur, udeliv og science hos Hjortene:
Vand er et stort hit hos børnene. Når det har regnet og de er på legepladsen, bliver meget af tiden brugt på at samle vandet op med skovle, ligesom at de også kan få meget tid til at gå med de små søer der dannes i sandkassen. Ofte bliver sko og strømper hevet af, og tæerne bliver dyppet i vandpytterne.

Pædagogisk refleksion:
For børnene er det vigtigt at sanse tingene med kroppen. Så når børnene dypper fødderne i vandpytter lærer de både noget om temperaturer, at vand føles blødt, og at man kan få det til at flyve vildt omkring, hvis man tramper med fødderne. Når det er koldt, kan de også erfare at vand kan fryse og blive hårdt.
Vand har også en beroligende effekt, så for de børn som er højt oppe i arousal, kan det hjælpe dem til at komme ned i arousal at sidde og skovle vand.

Hvordan understøtter vores pædagogiske læringsmiljø, at børnene gør sig erfaringer med kultur, æstetik og fællesskab?

I Baunevangen er fællesskaber en helt essentiel del af vores pædagogiske praksis. Alle børn har krav på at føle sig som en del af et fællesskab. Fællesskaberne er forskellige, og det er fordi børn er forskellige og har brug for noget forskelligt. I Baunevangen er der både store fællesskaber, såsom en afdeling eller en stue, men der er også små fællesskaber såsom en aktivitetsgruppe, skolegruppe eller ens bedste venner. Vores opgave er at sikre at fællesskaberne er ligeværdige og positivt udviklende for alle børn.
Der skal være deltagelsesmuligheder for alle børn i fællesskaberne og børnene skal have en oplevelse af medbestemmelse. Vi ser og følger børnene spor, og lader børnene være medskabere af hverdagen.
I Baunevangen tilbyder vi børnene en række forskellige æstetiske indtryk og udtryksmuligheder. Vi hører forskellig slags musik, vi har billeder og plakater på væggene, vi læser historier, vi danser, vi tager på ture til biblioteket, ser teater, i zoo, på cirkusmuseum og meget andet. Børnene får mulighed for at udtrykke sig kreativt allerede som helt små i vuggestuen. Vi introducerer dem for forskellige materialer såsom kartoffelmel blandet med vand og modellervoks, og efterhånden som de bliver større laver vi perler, maler, gipsmasker, tegner, klipper mv.
Både vores børne-, forældre- og personalegruppe repræsenterer mange forskellige kulturer. Det synes vi er en gave, fordi det giver alle mulighed for at opleve forskellige kulturer og mangfoldighed.
I løbet af året har vi en del danske kulturelle begivenheder såsom jul, påske og fastelavn. Men vi har også vores helt egen Baunevangen kultur. Den handler både om den hverdag vi skaber baseret på grundlæggende værdier om ligeværd, respekt og forskellighed, men kommer også til udtryk gennem forskellige traditioner såsom sommerfest med cirkusforestilling, lanternefest og plantedag med bedsteforældre. Vi mener traditioner er vigtige fordi der lærer børnene noget om fællesskaber, kulturelle sædvaner og dannelse.

Praksiseksempel – kultur, æstetik og fællesskab i vuggestuen, børnehaven og hos Hjortene:
Baunevangens sommerfest er et godt eksempel på hvordan vi har en fælles kultur, som alligevel er differentieret og med plads til alle børn.
Hvert år holder vi sommerfest for børn, forældre og søskende. Familierne har mad med til en fælles buffet i hver afdeling, og der kommer altid en masse spændende og lækker mad. Her er der mulighed for at smage traditionel mad fra andre kulturer, blandet med dansk pastasalat og frikadeller.
I vuggestuen kalder vi det sommerhygge, og familierne sidder på græsset, spiser, snakker og hygger med børnene. Vi gør noget ud af at fortælle forældrene, at de skal kun blive så længe deres børn kan holde til det. Ofte bliver de små børn trætte undervejs, og der er ingen forventning om at de skal blive til det programsatte sluttidspunkt.
Børnehaven og Hjortene er på børnehavens legepladser, hvor der også er buffet, leg og hygge.
Hvert år laver de kommende skolebørn en cirkusforestilling, som de har øvet sig på i ugerne op til sommerfesten. Cirkusforestillingen er forbundet med en masse traditioner, fordi børnene de foregående år har været tilskuere, og derfor går mange af dem og glæder sig til at det bliver deres tur, og de ved lige præcis hvilket nummer de gerne vil være med i.
Forestillingen bliver vist to gange. Første gang om formiddagen for de øvrige børn i institutionen, og anden gang om eftermiddagen for forældre, søskende og børnehavevenner.
Der er altid stor tilslutning til sommerfesten, og både børn og voksne hygger sig! Ofte er der større søskende med, som tidligere har gået i Baunevangen og der er stor gensynsglæde mellem børn og voksne.

Pædagogisk refleksion:
Traditioner er vigtige af mange årsager. De skaber fællesskaber og styrker relationer mellem mennesker. Derfor er det betydningsfuldt for børnene at se deres forældre hygge sig sammen med deres venners forældre. Når der er en relation mellem forældrene, gør det det også nemmere at lave legeaftaler, eller tale sammen, hvis der er en konflikt mellem ens børn.
Traditioner skaber også genkendelighed og tryghed. Børnene oplever en følelse af sammenhæng når de har deltaget til sommerfesten et par år, og begynder at kunne huske og tale med om, hvordan det har været de andre år. På den måde ved de også hvad der kommer til at ske, og får en følelse af forudsigelighed.
Det er også betydningsfuldt at vi laver en virkusforestilling hvert år. Det er en særlig tradition i Baunevangen, og børnene ser frem til det hvert år. For børnene er det også en dannelsesproces at være tilskuer i en årrække, og gå og forberede sig på at det bliver deres egen tur en dag. Børnene lærer både noget om forventningens glæde, spænding, en smule sceneskræk, og at stille sig op foran andre og ’performe’.
Der er også mange æstetiske aspekter i cirkusforestillingen. Alt lige fra hvilken musik der spilles til numrene til kostumer og rekvisitter skal overvejes.